Mord i St. Kirkelse - bestem hvad helten skal gøre - afsnit 5
Af Nicklas Burman
Afsnit 5
Kværnslev udmærker sig ved både at have et diskotek, en biograf og en grillbar, der har længe åbent på hverdagsaftener. En burger med frossen bøf i friture, kinakål og thousand islands må gøre det ud for aftensmad. Mens jeg spiser, bliver jeg opmærksom på det eneste andet besatte bord i lokalet. Der sidder fire fyre og ser godt stegte ud. En griner højt og afslører et tandsæt, som nok ikke har fået meget omsorg de sidste tyve år.
”Og så skvatter idioten i kanalen, og så sparede jeg de tusind kroner”
Hele bordet griner med. Så bliver der stille.
Én er meget koncentreret om en bakke pommes fritter, og én ryger en cigaret i noget nær superslowmotion.
Jeg er ikke typen, der blander mig med fremmede, men jeg gør så meget i øjeblikket, jeg ikke plejer, så hvorfor ikke udvide repertoiret. Jeg går hen til bordet.
”Undskyld, men kender I en Hans Jørgen Vadmand?”
”Hvem spørger?”
Rygeren har små pupiller og et hårdt og stenet udtryk og ser mig direkte i øjnene. Jeg fortæller, jeg er arkivar på egnsmuseet og er i gang med et projekt med interviews med borgere fra byer i området.
”Det bliver et kort interview. Han er død.”
”Kendte I ham?”
”Nå ja, kendte og kendte. Det er en lille by ikke? Han boede lige derovre.”
Han peger på et hus, man kan se på den anden side af gaden gennem grillbarens glasfacade. Det er en lille ejendom med træplader for vinduerne og et rigt udvalg af ukrudt i forhaven. Foran huset står en ung mand i en tynd jakke, og lidt efter kommer en pige ud gennem et hul i hækken. Det ser ud som om, hun gemmer noget under jakken. Fyrene ved bordet ser ikke ud som om, det bekymrer dem. Jeg fornemmer, vores samtale er forbi og forlader grillen.
Jeg bliver i kvarteret. Jeg tænker, jeg måske kunne aflægge afdøde Hans Jørgen Vadmand et besøg. Jeg stiller mig i mørket mellem to gadelamper og betragter de fire på grillen. De har ikke travlt med at komme afsted, men til sidst ser det ud som om, ejeren beder dem gå. Lidt efter bliver lyset slukket.
Da der er stille på vejen, går jeg hen og tager i døren. Den er ikke låst. Inde i huset er der mørkt, og der lugter af kattepis. Jeg bruger min mobil som lommelygte og finder ud af, at jeg står i en lille entre med aviser og tøj på gulvet og et væld af tomme pizzabakker. Sådan ser der også ud i køkkenet. Og i stuen. En lille trappe leder mig op til førstesalen og noget, der må være et soveværelse. På gulvet ligger en farvestrålende brochure med billeder af kvinder uden meget tøj på kroppen. Overskriften er ”Polish Delight”. Bagerst i brochuren er der et telefonnummer, en webadresse og en rigtig adresse. Det er ikke langt fra St. Kirkelse. Jeg kender godt den landejendom. Den har skiftet ejer for nyligt. Ved siden af en madras ligger et armbåndsur. Det er et Rolex. Bag på uret er indgraveret ”Til Adam fra far”. Det er på det tidspunkt, jeg hører et metallisk klik. Jeg vender mig og genkender Werner Tiergarden, som sænker en matsort revolver.
”Vi to skal ud og køre en tur.”
Jeg går forrest ned ad trappen, Tiergarden går lige bag mig.
”Hvor skal vi hen?”
”Det er ikke så vigtigt”
Werner Tiergarden kører af små mørke veje ud af byen. Ude i et sort ingenting kører han ud til siden, slukker motoren og lygterne og tænder det svage loftslys.
”Ræk mig uret”
Werner stikker uret i lommen.
”Du må forstå, at det er temmelig besværligt, at du er begyndt at blande dig i det her.”
Jeg har ikke noget svar på det. Det lader han sig ikke slå ud af, men fortsætter.
”Så jeg kan vel lige så godt sige det, som det er. Jeg er en del af en international politiindsats, som er oppe mod stærke kræfter i blandt andet Polen, lad os bare kalde dem mafiaen. Vi er tæt på et gennembrud i forhold til østeuropæiske kvinder, der tvinges til prostitution i Vesten, og vi er ret sikre på, at vi har den danske forbindelse i garnet. Drabet på Adam von Rüttersheim er bare den sidste brik i puslespillet”
”Så det var et drab?”
”Det er vi sikre på.”
”Hvem mistænker I?”
”En eller flere i familien Rüttersheim.”
”Eva?”
”Måske.”
”Men hvorfor skulle familien Rüttersheim dog være involveret i sådan noget?”
Tiergarden ser lidt træt ud og retter på bakspejlet.
”Åh du ved, finanskrise. Dårlige investeringer. Kan de rige mon holde ud ikke at være rige? Hvorom alting er: vi skal bruge den recept, og som sagt er det hele lidt penibelt. Så nu beder jeg dig igen: skaf den. Du skal også tænke på, hvilken side du helst vil være på, når hovederne begynder at rulle.”
Tiergarden sætter mig af hjemme. Jeg glemmer min cykel.
------------------------------------------
Det ser ikke godt ud for vores helt! Hvad skal han gøre?
Skal han forsøge at stikke af?
Skal han mødes med Eva og forsøge at franarre hende recepten?
Fortæl forfatteren hvad vores helt skal gøre. Skriv dit forslag i kommentarfeltet nedenfor inden kl. 15 idag, og læs næste afsnit i morgen kl. 10.