Lån en elmåler

Hvis din elregning er højere end den burde være, kan det betale sig at besøge Kalundborg Bibliotek, der samarbejder med SEAS-NVE om udlån af elmålere - gode værktøjer, når elregningen skal tæmmes.
Hvordan låner jeg en elmåler?
Du skal være oprettet som låner på Kalundborg Biblioteker, for at låne en elmåler. Elmåleren kan lånes på Kalundborg Bibliotek og lånetiden er 14 dage. Spørg personalet ved skranken, så henter vi en elmåler til dig. Du låner den på samme måde, som du låner bøger og andre materialer på biblioteket.
 
Hvordan bruger jeg den?
Tilslutning og betjening er ganske enkel og kan måle forbruget på alle el-apparater. Måleren sættes i stikkontakten, mens stikket fra elapparatet sættes i måleren. Derefter starter målingen automatisk. For at være sikker på apparatets døgnforbrug, bør man måle det over to til tre dage og udregne gennemsnittet. Hvis man vil måle standby-forbrug, kan man samle flere apparater i én elskinne, for der skal en samlet effekt på mindst fem watt til, før elmåleren kan vise forbruget.
 
Hvorfor bruge en elmåler?
Mange af os kender situationen: Elregningen var højere end forventet, men vi ved ikke hvorfor. Er det den gamle fryser i bryggerset, der er sorteper? Elradiatoren i udestuen? Eller måske det store akvarium? Overforbrug af energi skyldes som regel manglende overblik over, hvor problemet opstår. Blot små ændringer de rigtige steder kan føre til mærkbare fald i energiforbruget.
 
En gennemsnitlig husstand kan uden problemer eller afsavn sænke sit energiforbrug med op til ti procent. Det svarer til en årlig besparelse på 675 kroner. Men det kræver, at man er klar over, hvor det overflødige energiforbrug finder sted - og det kan en elmåler give svaret på. Kalundborg Bibliotek udlåner elmålere fra SEAS-NVE for to uger ad gangen. De udlånes i tasker, der også indeholder betjeningsvejledning, brochurer og aflæsningsskemaer.

HUSK!
Det er sjældent nødvendigt at måle på alle husstandens elapparater. Derimod er det en god idé at rette opmærksomheden mod de apparater, der altid er tændt, og som producerer kulde eller varme - dog kun apparater, der kører med spænding på 230 volt og har en maksimal effekt på 2300 watt.

Et godt eksempel er den gamle kummefryser, som man ikke rigtig ved, om det kan betale sig at skifte ud. Hvor en ny A++ kummefryser på 300 liter har et årligt energiforbrug på cirka 200 kWh, kan en tilsvarende model med ti år på bagen sagtens bruge det dobbelte. I så fald har den et overflødigt energiforbrug, der svarer til en udgift på over 300 kroner om året.