Mord i St. Kirkelse - bestem hvad helten skal gøre - afsnit 4
Det trækker op til regn, og jeg tager bussen hjem. Jeg kan mærke, jeg bruger al min energi på at tænke på Eva von Rüttersheim. Hvis jeg så i det mindste kunne huske, om vi gik i seng med hinanden. Det ville give ro. Jeg er ikke god til usikkerhed. Det ville måske også give mig adgang til nogle erindringsbilleder, jeg ikke ville være ked af at have. Er jeg mon forelsket? Så hurtigt? Jeg er i hvert fald en klovn. At forestille sig, at en kvinde som hende ville skæve til min side, med mindre hun virkeligt var psykisk ude af balance, er nok ønsketænkning. Det træffer sig så heldigt, at det måske netop er det, hun er. Jeg kommer til at fnise ved tanken. Jeg googler ”Rüttersheim” og tjekker først billeder. Der er mange. Flest af Eva og godsejeren. De har alle et officielt distanceret præg. Vel ikke så mærkeligt. Det er primært fra aviser og har med åbninger af virksomheder eller receptioner at gøre. Sådan en familie; mon de nogensinde er rigtigt private? På et enkelt billede kan man skimte Adam i baggrunden. Han ser utilpas eller fejlplaceret ud i et sort jakkesæt bag sin søster, der klipper en rød snor over foran noget, der ligner en svinefarm. Hans Jørgen von Rüttersheim står ved siden af Eva og smiler. Jeg troede egentlig ikke, familien Rüttersheim beskæftigede sig med landbrug. Billedet viser sig at være fra Kurier Lubelski, en polsk avis, og da jeg finder frem til artiklen, er der billeder af en glad landmand, i noget der ligner en lægekittel, der holder en pattegris i favnen. Med hjælp fra google translate kan jeg forstå, at noget, der hedder Rüttersheim Enterpise har investeret i en række svinefarme i Polen, og at man fra lokal side er vældigt glad for de arbejdspladser, det medfører. I det samme ringer telefonen. Det er Werner Tiergarden, der vil vide, om jeg har tænkt over det med at fremskaffe recepten. Det gør udfaldet. Jeg beslutter mig for at kontakte Eva. ”Eva?”, er vi på fornavn nu? Det er patetisk.
Receptionisten kan fortælle mig, at Eva von Rüttersheim ikke længere har et værelse på hotellet. Han kan af hensyn til hotellets politik om gæsternes privatliv ikke sige, hvor hun er taget hen. Han ligner heller ikke en der ville, selvom han kunne. Jeg går med uforrettet sag. For anden dag i træk slår jeg døren op til Landmanden, sætter mig ved baren og bestiller en øl. Er jeg ved at udvikle en dårlig vane?
”Du er ham arkivaren, er du ikke?”
Bartenderen, der er en anden end i går, smiler jovialt.
”Den her er til dig”
Han rækker mig en seddel med mit navn på og går ned for at betjene et bord med et højrøstet kommunalt arbejdssjak, som fejrer fyraften. På sedlen står også et telefonnummer. Jeg drikker ud og går udenfor og ringer.
”Det er Eva”
OK, på en måde er vi på fornavn.
”Ja, hej. Jeg fik din besked”
Der er en pause.
”Vi må mødes. Kender du parken i Kværnslev?”
Jeg bekræfter uden at fortælle, at jeg har været der et par timer tidligere i et andet ærinde.
”Mød mig der om en time”
Hun lægger på, før jeg får forklaret, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan nå det. Der går ingen busser på denne tid, så jeg tager cyklen og når svedig frem 50 minutter senere. Der er mørkt i parken og græsset er vådt af regn, men himlen er klar nu, og månen spejler sig i søen. Jeg ser en ensom skikkelse komme ned ad grusstien og genkender et par ben, jeg har set i en taxa.
”Du må undskylde min opførsel i morges”, siger Eva von Rüttersheim, ”jeg er ikke helt mig selv i de her dage”
Hun lyder påfaldende afslappet.
”Jeg har læst op på dig i dag. Jeg tænker ikke, du kan være en af min fars nikkedukker.”
”Læst op på mig?”
”ja, det er utroligt, hvad man kan finde på nettet, ikke? Arkivar for lokalmuseet, ugift, adresse: Kværnslevvej 22.”
”OK, jeg er med. Men du ville mødes?”
”Ja, der er en sag, du skal hjælpe mig med”
”Er det sådan, overklassen er? Jeg hørte ikke, jeg blev spurgt om noget”
Eva smiler blegt. Månen og Eva.
”Du skal finde ud af, hvad Tiergarden har gang i.”
”Der er en ting, jeg må vide. I går..”
Eva ser på mig, og jeg kan ikke fuldende sætningen.
”Nej. Du hold om mig og faldt i søvn.”
Eva lægger en hånd på min arm.
”Ring til mig på det her nummer.”
Hun vender rundt og forsvinder ned ad grusstien.
Kan vores hovedperson stole på Eva von Rüttersheim?
Hvordan kan vores hovedperson ”finde ud af hvad Tiergarden har gang i”, hvis det er det, han vælger at gøre?
Hvad mener Eva von Rüttersheim med ”en af min fars nikkedukker?”