Mord i St. Kirkelse - bestem hvad helten skal gøre - afsnit 3
Det er tidlig morgen, da solen vælter ind af vinduet og skærer min hjerne i stykker med en meget sløv skalpel. Jeg beslutter mig for at tage en fridag. Jeg har tømmermænd. Flere slags. Eva von Rüttersheim sover stadig. På gulvet står en halvtom flaske og to glas. Der er behageligt køligt på badeværelset, og der er store hvide håndklæder og en badekåbe. Jeg tager et bad og overvejer mit næste træk. Fik jeg sagt mit navn? Da jeg kommer ud, er hun vågen. Hun ligner mere en forpjusket fugl end en engel, som hun sidder på sengen. Jeg skal til at sige noget, men hun kommer mig i forkøbet. Hun holder noget i hånden, der ligner en recept på et stof mod stærke smerter, og ser på mig, som var jeg tyndskid på et parketgulv. Jeg må have glemt at lægge den tilbage i tasken.
”Forsvind”
”Det var ikke min mening at snage”
”Bare forsvind!”
Hun rejser sig og stiller sig med ryggen til og kigger ud ad vinduet. Hun har krydsede arme, som når man skutter sig mod kulde. Det tager et par akavede minutter at finde mit tøj. Da jeg når hjem, tænker jeg situationen igennem. OK, hun vågnede igen, og vi drak lidt mere. Måske havde vi sex, jeg er ikke sikker. Jeg er ikke vant til at drikke. Lige meget hvad der skete, er der et eller andet, der ikke helt stemmer. Jeg beslutter mig for at ringe til Werner Tiergarden. Det her begynder at blive for alvorligt, til at jeg kan holde det for mig selv.
Tiergarden kommer og henter mig i sin tjenestebil. Politistationen ligger i Kværnslev, som er større end Store Kirkelse. Det er også der, rådhuset og gymnasiet ligger.
”En recept på Contalgin. Det er alvorligt det her”, kriminalbetjenten ser nærmest bekymret ud, ”og du er klar over, at med det du siger, retter du nærmest en mordanklage mod et velrenommeret medlem af vores lokalsamfund, ovenikøbet offerets søster?”
Det må jeg erkende.
”Mit problem er,” siger Tiergarden, ”at jeg ikke har set skyggen af bevis for din påstand, og jeg vil meget nødigt hente Eva von Rüttersheim ind eller endsige stille hende spørgsmål. Det er situationen simpelthen for penibel til”
”Men hvis du kan fremskaffe hendes recept, så står vi helt anderledes. Ja, jeg ved godt, det ikke er helt efter bogen, men det ville være en stor hjælp.”
Vi giver hånd, og Werner Tiergarden følger mig ud på gaden.
”Du nævner en Hans Jørgen Vadmand. Det er meget interessant. Vi har netop fundet en førtidspensionist ved det navn druknet i kanalen”
Werner Tiergarden vender sig og går ind. Jeg tænker på en engel på en efterårskirkegård, en forpjusket fugl og himlen i april og mærker et stik og et sug. Jeg ved ikke, om jeg kan eller tør opsøge hende igen. Jeg ved ikke, om jeg kan lade være.
Jeg sætter mig på en bænk i parken overfor politistationen. To duer slås om et pølsebrød, og nogle børn, der enten pjækker eller har fri fra skole, får tiden til at gå ved at smide småsten efter ænder i en kunstigt anlagt sø. Lidt efter ser jeg Werner Tiergarden komme ud. Han ryger en cigaret og går ind igen. Jeg ville ikke have skudt ham til at være ryger. Han er ligesom ikke typen. Nu da jeg tænker efter, kan jeg måske godt huske, at hans tøj duftede svagt af røg, da han besøgte mig. Jeg får en tanke, der ikke kan passe. Det er lidt for belejligt. En ensom arkivar vågner op i baronessens seng, den eneste kvinde han har været tæt på i årevis, og vil for enhver pris undgå at kaste smuds på et minde, han ikke rigtigt har. At Werner Tiergarden ryger cigaretter, placerer ham ikke under en gadelygte i regnvejr. Hvad skulle han også der?
-------------------------------
Spændingen stiger! Hvad skal vores hovedperson gøre!
Skal han opsøge Eva von Rüttersheim igen og forsøge at få fat i recepten?
Skal han fortælle Eva von Rüttersheim, at han mistænker Werner Tiergarten?
Skal han tage sin tanke om Tiergarden alvorligt og prøve at finde ud af, om det var ham, der stod under gadelygten i afsnit 1?
Fortæl os i kommentarfeltet her eller på facebook, hvad helten skal gøre. Send dit svar inden kl. 15, og så vil forfatteren inddrage det i næste afsnit, som kommer i morgen kl. 10.