Bibliotekets krimiføljeton - bestem hvad helten skal gøre - afsnit 1
Mord i St. Kirkelse
1. afsnit
af Nicklas Burman
Det regner, og jeg er kommet sent hjem. Efter et hurtigt aftensmåltid sidder jeg og blunder i stuen med en bog på maven. Jeg ved ikke, hvad der får mig til at kigge ud ad vinduet, men et eller andet river mig ud af min døs. Under gadelygten står en person og ryger. En mand ser det ud som om. Jeg undrer mig over, at han har valgt at stå og ryge dér i dét vejr. Jeg betragter ham en stund. Hans hat buer let nedad som under pres fra regnen, og det er ikke muligt for mig at se hans ansigt. Til sidst knipser han cigaretten fra sig, og jeg trækker mig tilbage fra vinduet og gør mig klar til at gå i seng.
At være arkivar på et egnsmuseum i en lille by som Store Kirkelse kan næppe kaldes et opslidende job. Der kan være dage, hvor der ikke sker meget andet, end at jeg tjekker post og vander blomster. Sært nok er det de dage, jeg er allermest udmattet. Det er sådan en dag, og klokken kan ikke være mere end ti, da jeg står i pyjamas og børstede tænder. Jeg slukker lyset i stuen og kaster et sidste blik ud ad vinduet. Der står ikke længere en person under gadelygten. Til gengæld står der en enlig sko og reflekterer lyset. Jeg er ikke specielt nævenyttig af natur, men jeg tager alligevel min morgenkåbe på og paraplyen fra gangen og går ud. Der er vel ikke nogen, der bare efterlader en sko, når det står ned i stænger. Da jeg kommer ned på gaden, er skoen imidlertid væk. Jeg ser mig lidt omkring, men det eneste jeg får øje på, er en sammenkrøllet cigaretpakke. Jeg smider den i skraldespanden og går i seng.
Dagen efter går jeg forbi kiosken på vej til arbejde.
”Har du hørt det? ”, kioskejeren ser på mig med sensationslystne øjne.
”Hørt hvad? ”
”Godsejerens dreng. Han er død. De fandt ham på hans værelse. En overdosis siger de. Ja, det kan vel næppe komme bag på nogen. ”
Sladder om ”godsejeren” og hans familie er en almindeligt anerkendt beskæftigelse i Store Kirkelse. Egentlig er Hans Jørgen von Rûttersheim mere finansmand end godsejer i traditionel forstand, men han bor på en herregård lidt ude for byen, og det har hans slægt gjort i generationer. Han har været smartere end en del andre adelige og har udskiftet mejetærskerne med investeringer i industri tids nok til ikke at gå konkurs eller til at skulle leve af at fremvise sit hjem for turister. Den sølvgrå Aston Martin tiltrækker for det meste en kødrand af unger, når von Rûttersheim en sjælden gang henter cigaretter i byen. Ingen kan huske at have set ham købe mere eller andet end det. Til gengæld kan man ofte observere lastbiler og kassebiler med fremmedartede navne og udenlandske nummerplader dreje fra ved landevejen og køre ad lindealléen ned til herregårdens hovedbygning for at forsyne det Rûttersheimske køkken med specialiteter. De ansatte derude kan supplere med stof til myterne om de overdådige måltider, køkkenpersonalet serverer, når der er udenlandske forretningsforbindelser på besøg.
Godsejeren har to børn, Eva og Adam von Rûttersheim. Eller det vil sige, nu er der noget der tyder på, at han har ét. Adam og Eva var tvillinger, og deres mor, Helena von Rüttersheim, døde under fødslen, så de blev opdraget af deres far og siden sendt på kostskole. Med de historier der går om søndagsmåltider, der skulle indtages i absolut tavshed og daglige tøjinspektioner, er det ikke svært at forestille sig, at kostskoleopholdet føltes som en lettelse. Adam var som helt ung flyttet til udlandet men kom tilbage rastløs og ufokuseret og omgav sig med typer, man ikke ar vant til at se i Store Kirkelse. Med et mild udtryk kunne man måske kalde dem bohemer. Han kunne ikke holde på et job, ikke engang dem han fik af sin far, og rygtet gik, at han havde været på enten en nerve- eller afvænningsklinik en overgang, og at hans far til sidst havde tabt tålmodigheden og havde smidt ham ud. Penge havde han dog stadig. Han indlogerede sig permanent på jernbanehotellet, hvor han holdt hof på værelset, når han ikke sad i hotellets restaurant eller på Landmanden, byens eneste værtshus. De fleste kan komme i tanke om episoder med Adam, som nok burde have været i døgnrapporten i lokalavisen, men som aldrig kom det. Måske fordi Hans Jørgen von Rûttersheim har aktiemajoriteten i det lokale bladhus. Eva derimod bliver nævnt i ny og næ både i den lokale avis og i hovedstadsaviserne. Her kan man læse om vidunderbarnet, der fik en økonomisk uddannelse på rekordtid, er i gang med erhvervsjura og ofte ses til velgørenhedsarrangementer og premierer. Det var meningen, at Adam skulle overtage sin fars imperium, når denne trak sig tilbage. Adam var ældst, han var født et minut før Eva, men onde tunger mener, at det i højere grad er godsejerens konservative indstilling til køn og position, der havde afgjort arvefølgen.
Kioskejeren fortæller om et større politiopbud samme morgen på jernbanehotellet, og at Adam von Rûttersheim er blevet fragtet tildækket bort, mens en flok af hans sædvanlige blege og hulkindede gratister er blevet lagt i håndjern og kørt væk i et salatfad.
”Så kan det være, der bliver lidt roligere på hotellet”, siger han og langer to poser lakrids over disken.
Det er endnu en begivenhedsløs dag på arbejdet og jeg skal lige til at pakke sammen, da telefonen ringer. En stemme præsenterer sig som kriminalbetjent Werner Tiergarden. Han fortæller, han er i gang med at undersøge omstændighederne omkring Adam von Rûttersheims død. Min dag er pludselig blevet betydeligt mere interessant.
”Men hvad tænker du, jeg kan bidrage med? ”
”Det skal vise sig. Jeg har i hvert fald brug for at tale med dig i løbet af eftermiddagen. ” Hans stemme er dyb og venlig. Sådan en stemme man føler sig tryg ved og får lyst til at betro sig til. Det kan ikke være en ulempe for en mand i hans job.
”Jeg er på arbejde en times tid endnu. Du skal være velkommen til at komme forbi. ”
”Jeg vil egentlig hellere komme forbi i privaten, hvis det er i orden. Jeg kan under alle omstændigheder først være fremme om en halvanden times tid. ”
Jeg skal netop til at give ham min adresse, da han afbryder.
”Jeg har den. Det er helt fint”
Så lægger han på.
Jeg er lige kommet hjem og har sat vand over, da det ringer på døren. Werner Tiergarden stikker mig en bred næve og kanter sig ind i min smalle entré.
Kriminalbetjenten går ind i stuen og løfter på gardinet og ser ned på gaden. Jeg står bagved og kan skimte lygtepælen og den kommunale skraldespand.
”Du har godt udsyn herfra”
”Ja, det må man vel sige”
Kedlen fløjter i køkkenet, og jeg går ud og hælder vand på kaffen. Da jeg kommer tilbage med kopper, står Werner Tiergarden stadig og ser ud ad vinduet. Han ser eftertænksom ud.
”Så du noget usædvanligt i går? Sådan hen omkring klokken ti? ”
Politimanden med den venlige stemme sender mig et blik, som om han allerede kender svaret. Vel heller ikke en dårlig evne at have i dét job.
”Kaffe?”
”jo tak”
Vi sætter os og puster i hver sin kop.
”Ved man med sikkerhed, at det var en overdosis?”
”Vi ved ingenting med sikkerhed endnu, så vi afprøver alle spor. Vi fik et tip om, at Adam var blevet set herude i området ved ti-tiden i går. ”
”Hør, undskyld, det er måske lidt pinligt det her, men jeg har aldrig set et rigtigt politiskilt før.”
Werner Tiergarden slår en latter op. ”Man skulle næsten tro, du ikke stolede på mig?”
”Åh, undskyld. Jeg er bare nysgerrig med sådan noget. Det er spændende at få besøg af en rigtig politimand.”
Skiltet ser fint ud. Ikke fordi jeg ved bedre. Tiergarden læner sig tilbage i stolen og betragter mig afventende.
”Nå?”
--------------------------------------------------------------------
SPÆNDINGEN STIGER!!
Hvad skal vores hovedperson gøre?
Skal han fortælle Werner Tiergarden, hvad han så aftenen før?
Skal han påstå at han ikke var hjemme?
Skal han prøve at få Werner Tiergarden til at afsløre noget mere om hvad politiet ved?
Eller skal han gøre noget helt fjerde?
Skriv hvad du synes, han skal gøre i kommentarfeltet nedenfor inden kl. 15.
Så skriver forfatteren et nyt afsnit ud fra jeres ideer.
Det nye afsnit kan du læse i morgen kl. 10.