""

SUT for begyndere

Af Anonym (ikke efterprøvet)
07.10.16
Synes du det er svært at få hul på Søren Ulrik Thomsens forfatterskab? Så er der gode tips her!

SUT for begyndere

Søren Ulrik Thomsen - eller SUT som han ofte kaldes - er en af de største nulevende poeter, vi har i Danmark. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er en enestående samling af poetiske, kloge og sanselige digte, som i samklang med essays og poetikker vidner om et vægtigt og uomgængeligt forfatterskab.  
I dag bliver han udnævnt som æresamanuensis ved Københavns Universitet. En titel, der vidner om han særlige bidrag til den danske tænkning.

Siden sin debut med "City Slang" i 1981 har han haft en særlig status blandt både læsere og kritikere. Thomsen har bevæget sig fra at skildre et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over et mere religiøst og erkendelsesmæssigt rum i 1990’erne til at opnå en status som en nærmest folkelig poet i 2000-tallet. Efter ni års pause udgav han i 2011 digtsamlingen ”Rystet spejl”, og i 2016 er han aktuel med tekstsamlingen ”En hårnål klemt inde bag panelet”.

 

Men hvor skal man starte henne med Søren Ulrik Thomsen, eller SUT, som han slet og ret kaldes? Vi har opsporet en vaskeægte SUT-fan, som hedder Dea, og som vil hjælpe dig med at få hul på SUT.

 

"Hvis du normalt ikke læser poesi eller ikke kender SUT i forvejen, så vil jeg anbefale at lytte til den musik, der er sat til hans digte." siger Dea. "Der er både Lars HUGs plade, City Slang fra 1984 og SUTs egen gruppe, Det glemte kvarter."

 

"Man skal læse SUT af samme grund, som man skal læse poesi overhovedet. For mig er hans digte indbegrebet af det, poesi kan. Han gør det partikulære og private alment. Hans digte henvender sig til alle. Med de scener og stemninger, de skaber, sætter han ord på noget, du aldrig har oplevet, men som ikke kan have handlet om andre end dig. Kroppen og sanserne smelter sammen med skriften og det hvide papir. Digtene giver både et øjebliks fred fra det at være levende, når han svømmer hen i erindringen, og de prøver at bearbejde det. Prøver at sætte ord på det smertelige, vidunderlige og uforståelige i at være til." 

 

Hvis du gerne vil starte med nogle af hans digtsamlinger, så foreslår Dea Rystet Spejl eller City Slang, som begge to kan fås på biblioteket.

Du kan også prøve at slå ned på enkelte digte

 

1. "Selvom du stadig er smuk" - Rystet spejl

2. "Jeg drømte at jeg stod i den dystre villa" - Rystet spejl

3. "Langsomt ud" - City Slang

4. "Hver dag" - City Slang

5. "I ét nu" - Ukendt under den samme måne 

Materialer