Stort tillykke til den danske forfatter Jonas Eika med Nordisk Råds Litteraturpris 2019

Af pnpe
04.11.19
Den 29. oktober gik Nordens fornemste litterære pris til en ung dansk forfatter og hans novellesamling "Efter solen"

Da Nordisk Råds Litteraturpris blev uddelt gik den ganske overraskende til den unge danske forfatter Jonas Eika. Efter sin kun anden udgivelse indgår han nu i det fornemme selskab af nordiske prismodtagere, der tæller blandt andre Tomas Tranströmer, Sara Stridsberg og Kirsten Thorup. Det er intet mindre end imponerende. 

Fortællingerne i novellesamlingen Efter solen er smukt skrevet, udsyrede og foruroligende. Eika undersøger et helt nyt formsprog til at fortælle historierne om menneskets forhold til den interantionale mega-økonomi og et natur- og dyreliv, der er midt i en ubegribelig transformation. I det univers Eika skriver frem er verden genkendelig, men de logikker vi normalt manøvrerer efter er ophævet. Sproget er helt sit eget og fortællingerne ulig alt andet dansk litteratur, der udgives for tiden. Bogen er både stemningsmættet, syret, interessant og udfordrende.

Pressen skrev om Efter solen:

”Eika skriver så flydende og klart, at hans fantasier træder frem for læseren som indlysende billeder.", Lilian Munk Rösing (Politiken)

”Af al den sci-fi, der bliver skrevet for tiden, er Jonas Eikas Efter solen den skarpeste, jeg har læst. Af alt er Efter solen faktisk det skarpeste, jeg længe har læst. Så læs, læs Eika!”, Kizaja Rotuhe-Mogensen (Information)

Oprindeligt skrevet af sin4, Ballerup Bibliotekerne. Redigeret af pnpe, Kalundborg Biblioteker

Foto: Lil Wachmann, Forfatterweb

Materialer