""

Portræt af Margaret Atwood – En forfatter til tiden

Af pnpe
09.04.20
Den 2. april skulle Kalundborg Folkeuniversitet havde budt indenfor i Margaret Atwoods dystopiske univers.

Det skulle være sket ved Cand. Mag. Connie Bork, som med udgangspunkt i Atwoods hovedværk ’Tjenerindens Fortælling’ fra 1985, ville have ført publikum igennem et omfangsrigt og samfundsrelevant forfatterskab. Men så kom Coronavirussen og fejede alle arrangementer, af vejen. 

Margaret Atwood blev født i 1939 og er en af Canadas største forfattere. Hun har skrevet et hav af romaner, essays, digte og noveller, men er nok mest kendt for den uhyggeligt relevante ’Tjenerindens Fortælling’ og opfølgeren ’Gileads Døtre’ fra 2019.

Begge romaner handler om de uhyrligheder, der finder sted i den totalitære bibelstat Gilead. I Gilead bliver mennesker frataget basale rettigheder, som retten til at bestemme over egen krop, færden og relationer.  

Det amerikanske mareridt 

Selvom Corona-krisen i øjeblikket har sat meget af verden i stå, så er 2020 stadig et år hvor der skal vælges (ny?!) præsident i USA, klimakrisen er en realitet og der findes lande, hvor kvinder og mænd lider under et diktatorisk styre.  

Netop udfaldet af amerikanske præsidentvalget i 2016, Trumps kvindesyn, hans holdning til klimaproblematikkerne og generelt de totalitære tendenser, Atwood så rundt omkring i verden, var alt sammen medvirkende til, at hun skrev opfølgeren til ’Tjenerindens Fortælling’, der på dansk hedder ’Gileads Døtre’.  

Atwood har tidligere nævnt at ingen af de scenarier, som er beskrevet i hendes bøger, er skabt af fri fantasi, men alt sammen har fortilfælde i verdenshistorien. Atwoods spekulative fiktion lader scenarierne fra vores virkelighed udspille sig i en nær fremtid – og det er uhyggeligt. 

Portrætfilm om Atwood: A Word after a Word after a Word is Power 

På trods af sine 80 års gang på jorden, ligger Atwood ikke på den lade side, og med HBO-serien ”A Handmaid’s Tale” og ”Alias Grace”, samt udgivelsen af ”Gileads Døtre” er forfatteren igen yderst aktuel. Derfor er det også interessant at se hvem forfatteren er, bag alle ordene.  

På dette års CPH:DOX kan du se netop en film om Margaret Atwood. Den tager udspring i Atwoods verdensturné i forbindelse med udgivelsen af ’Gileads Døtre’ (’The Testaments’) og kredser om forfatterens kærlighed til litteratur, politik og natur.   

CPH:DOX har naturligvis været nødt til at omtænke afviklingen af årets filmfestival og det betyder at du kan se alle filmene hjemmefra – dog mod betaling.  

Læs, lyt eller se mere  

Tags
Materialer