Mord i St. Kirkelse - sidste afsnit
Jeg følger med. Det virker alligevel for sent at ændre noget. Bag skrivebordet sidder Hans Jørgen Rüttersheim. Han ser overrasket ud. Han ser også træt, grå og brugt ud. Langt fra den finansfyrste med næsten royal status jeg tidligere har set i glimt i St. Kirkelse og i aviserne. Han rejser sig og slår ud med armene.
”Eva.”
”Sæt dig!” kommanderer hun med revolveren som en forlænget anklagende pegefinger.
”Din egen søn. Hvordan kunne du?” Eva spænder hanen på revolveren.
”Eva, lyt til mig. Det er en misforståelse!”
Eva ligner ikke en, der vil lytte, og for at undgå en katastrofe springer jeg frem og forsøger at vriste skydevåbnet fra hende. Et brag lyder, og Hans Jørgen Rüttersheim er nu ikke længere grå i hovedet men snarere kridhvid. På hans skjorte breder en dybrød plamage sig. Det er som om, han vil sige noget men opgiver og falder i stedet ned fra stolen og lander på et isbjørneskind, som hurtigt antager samme farve som hans skjorte. Eva kaster revolveren på gulvet.
”Far!”, skriger hun og kaster sig over den livløse skikkelse.
”Se, hvad du har gjort!” Eva holder sin fars hoved i hænderne.
”Jamen, jeg prøvede bare…”
”Tror du virkelig, jeg ville skyde min egen far?”
Min hals snører sig sammen. Det er ikke meget, jeg ved om jura, men det her hedder minimum uagtsomt manddrab, og jeg tror, jeg får svært ved at overbevise nogen om, at jeg ikke har en part i det.
”Hvad gør vi?”
Eva svarer ikke. Hun ser på et punkt bag mig. Jeg vender mig. Werner Tiergarden træder ind ad døren. Også han har et skydevåben i hånden. Det er ved at udvikle sig til en ren mani.
”Det skal jeg såmænd fortælle jer. Allerførst sparker du forsigtigt revolveren over til mig, og så stiller I jer op ad bogreolen med hænderne i vejret”
Vi gør, som vi får besked på.
”Nå, Eva, så fik du skudt din far.”
”Det var et uheld.”
”Under alle omstændigheder. Før jeg ekspederer jer, tænker jeg, I har ret til en forklaring.”
Werner Tiergarden smiler svagt.
”Din far har ret. Du har misforstået noget. Rüttersheim var ikke klar over, hvordan jeg havde løst vanskelighederne med din bror. Men du gav mig et problem med den recept. Det satte mig flere dage bagud i forhold til planen. Jeg kunne ikke risikere, du gik til politiet, så jeg tænkte, det var fint, hvis du troede, din far var involveret. Men nu er du her og har selv bragt din far ud af ligningen. Ikke ubelejligt. ”
Tiergarden kigger ud ad vinduet, ud i mørket.
”Og dig…” Han peger på mig med revolveren., ”Jeg var nødt til at finde ud af, om du havde set mig, da vi ekspederede narkomanen. Der var lys i dit vindue, som det eneste. Jeg tror du så mig. Du løj i hvert fald, da vi mødtes.”
”Hvad har Hans Jørgen Vadmand med det her at gøre? Slog du også ham ihjel?”
”Hans Jørgen Vadmand var bare en lille sølle forbryder, der forsynede de lokale vrag med de stoffer, han kunne narre ud af sin læge. Det var gennem ham, Adam kom på sporet af vores forretning. Vadmand var vicevært på en landejendom, hvor vi har et par piger boende. Han havde også et par andre småopgaver. Klovnen faldt i vandet i en brandert, og nu mangler vi akut noget arbejdskraft.”
”Min far var en del af det svineri?” Eva ser sort frem for sig.
”En begrænset del. Han lagde havde navn og facade til, så det blev muligt for os at transportere varer frem og tilbage uden alt for store vanskeligheder. Det er ikke alle, der var kede af det, da finanskrisen satte ind. Vi så muligheder”
Werner Tiergarden ser meget tilfreds ud.
”Hvem er vi?”
”Lad mig sige det sådan her: Jeg repræsenterer en stor international organisation med forretninger i mange lande. Nå, men nu har vi vist snakket nok.”
Werner Tiergarden rejser sig fra den stol, han har siddet i, går rundt om skrivebordet og bøjer sig over Hans Jørgen Rüttersheim og leder efter puls med to handskeklædte fingre.
”Den er god nok, han er død.”
Uden tøven retter han revolveren mod Eva og affyrer tre hurtige skud. Hun synker sammen op ad bogreolen.
”Og nu min ven, har du to muligheder. Enten følger du din veninde, eller også overlever du. Jeg står og skal bruge en altmuligmand i St. Kirkelse, og det kunne være dig. Jeg kan til enhver tid få dig hængt op på det her, så jeg er ikke så bekymret for din loyalitet. Så hvad bliver det? Bliver du hængende blandt os levende?”
Jeg nikker svagt.
”Jeg tænkte nok, du ville være fornuftig.”
Werner Tiergarden vender sig og skal til at forlade lokalet.
Man skal ikke undervurdere nogen, ikke engang en arkivar. Brevkniven fra bogreolen er sløv men glider alligevel i til skaftet, da jeg sigter mod Tiergardens nakke og hugger til. Jeg tror ikke, det er nok til at dræbe ham, men de ekstra fire-fem stik i mave- og brystregionen, da han ligger og gisper på gulvet, gør jobbet. Jeg tager Evas hoved i mit skød og stryger hende over håret og lytter til regnen, til den holder op.