""

TORBEN HERON IN MEMORIAM på Bispegården

Af jete
02.01.20
Maleren og grafikeren Torben Heron døde 79 år gammel i marts 2019. Længe inden var der planlagt en udstilling på Bispegården i anledning af hans 80 års fødselsdag i 2020 – en udstilling der også skulle omfatte værker af keramikeren Anne Rolsted.

Det er heldigvis lykkedes Kalundborg Kunstforening at få udstillingen realiseret som oprindelig planlagt, nemlig som en retrospektiv rejse gennem Torben Herons aktive virke som kunstner fra hans unge dage, da han debuterede på Charlottenborg i 1967, og frem til nutiden. Udstillingen vil derfor vise værker fra de forskellige årtier og perioder i Torben Herons liv.

Torben Heron boede og arbejdede på den gamle skole i Eskebjerg fra 1975 til sin død. Herfra vandrede han dagligt rundt på sit elskede Vesterlyng, og hans billedunivers var stærkt knyttet til opdagelser og sansninger fra naturen i denne del af Vestsjælland.

Torben Herons arbejdede i starten af sin karriere i en moderne surrealistisk stil, som han senere raffinerede i akvatintens sarte gråtoner. Så kom farverne til, hvilket bl.a. kan ses i hans, akvareller på koreansk papir og senere oliebilleder malet på zink.

Torben Heron var med til at starte Bispegårdsgruppen og deltog på den første udstilling på Bispegården tilbage i 1981. Han har udstillet utallige steder i Danmark og udlandet og var medlem af Kunstsammenslutningen PRO, Danske Grafikere, Billedkunstnernes Forbund, Kunstnersamfundet og Huset i Asnæs.

Ved flere lejligheder viste han sit talent som musiker og komponist ved at spille med forskellige ensembler ved ferniseringer på Bispegården. Ved ferniseringen den 11. januar vil der derfor også være et musikalsk indslag med en af hans musikalske venner Ebbe Munk, som akkompagneres af Mogens Bækgaard.

Anne Rolsted er uddannet keramisk formgiver på Kolding Kunsthåndværkerskole og på Skolen for Brugskunst i København. Hun har et stort antal udstillinger bag sig og er medlem af Danske Kunsthåndværkere og Huset i Asnæs.

Anne Rolsted arbejder med rakubrændt ler og natursten, og naturen er en stor inspirationskilde for hende bl.a. naturen omkring Knabstrup Teglværk og Torbenfeld Gods. Det er i dette område, hun bor og har sit atelier.

Naturstenene finder hun ikke blot i sit lokalområde men også på strande og i bjergene. Det er udsøgte sten med farver, strukturer og former, som inspirerer hende, og som hun i nogle tilfælde får til at indgå i en enhed med hendes keramiske værker. I andre tilfælde præsenterer hun en smuk sten uden at forstyrre dens udtryk for meget.

På udstillingen i Bispegården viser Anne Rolsted bl.a. krukker med flint, basalt, lava og porfyr.

Udstillingen åbnes af kulturjournalist Thomas Petersen.

Der er fernisering lørdag den 11. januar 2020 kl. 14 – 16. Udstillingen varer til søndag den 1. marts 2020.

Bispegårdens Kunstudstilling, Adelgade 6, 4400 Kalundborg.