SOMMERBOGEN er tilbage. Jubii!

Af pnpe
11.06.20
De Danske Børnebiblioteker og Kalundborg Biblioteker inviterer endnu en gang alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2020.

 

Det er nemt at deltage: Læs en masse gode bøger og vær med i konkurrencen om mange fede præmier.

Sommerbogen 2020 åbner d. 12. juni og fortsætter frem til d. 22. august.

Bag konkurrencen står De danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens fornemmeste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i den lange sommerferie.

Sidste år deltog tusindvis af børn fra hele landet, der i alt lavede over 30.000 boganmeldelser og dermed var med til at slå det rekordhøje antal anmeldelser fra tidligere år. I år bliver Sommerbogen anderledes. Kravet om boganmeldelser træder i baggrunden, og i stedet skal børnene udfordre sig selv undervejs, hvorved fokus rettes mod selve læseoplevelsen.

Børnene skal læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek (eller downloade det herunder). På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader - Børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen (lodtrækning) om en af de tre hovedpræmier.

Download udfordringsarket her:

PDF iconsommerbogen_udfordringer_2020.pdf

Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om de 3 hovedpræmier, hvor de får lov til at tømme en boghandel på 5 minutter. Det har dog også været kutyme på rigtig mange biblioteker, at børn der har været med i Sommerbogen, alle har fået en gratis boggave. 

Hvad sker der i Kalundborg?

Deltager du i Sommerbogen her i Kalundborg Kommune, er du samtidig med i konkurrencen om en stor lokal præmie. Kalundborg Biblioteker har nemlig også vores egen spændende konkurrence. Ud over de løbende præmier, som udbydes med den nationale læsekonkurrence, præmierer vi også de børn, der afleverer de tre anmeldelser og udfordringsarket på biblioteket med en gratis bog, så længe lager haves.

Og den største præmie: når børnene har afleveret det udfyldte udfordringsark med de 3 boganmeldelser, deltager de i lodtrækningen om en smart højtaler man kan tage med sig overalt. 

Alle udfyldte anmeldelser og læseudfordringer skal afleveres på Kalundborg, Gørlev, Ubby eller Høng bibliotek senest d. 22. august kl. 15.30.

God læselyst og god sommer!