Mord i St. Kirkelse - bestem hvad helten skal gøre - afsnit 2
”Desværre. Jeg gik tidligt i seng”
Vi drikker vores kaffe i tavshed og Tiergarden giver hånd og stikker mig sit kort på vej ud af døren.
”Giv endelig et ring, hvis du kommer i tanke om noget”
Det lover jeg.
Jeg bander ad mig selv, da han er gået. Jeg kunne vel bare have sagt det. Hvad er jeg bange for? Bag mig eller indeni mig tårner et mørke sig op. Jeg gør noget jeg ikke har gjort i mange år. Jeg går på Landmanden. Jeg har brug for luft.
Der er ikke mange mennesker på værtshuset denne tidlige hverdagsaften. Ved et sidebord tæt på jukeboxen sidder en kvinde. Hun har tilsyneladende ikke andet selskab end en øl på en papbrik og et tomt spiritusglas. Hun ryger og ser frem for sig, som har hun fået øje på evigheden. Som hun sidder der, ligner Eva Von Rüttersheim en træt marmorengel på en efterårskirkegård. Jeg sætter mig ved baren, får en øl og kan i spejlet under rækken med flasker se Eva bestille et sæt til. Jeg kan ikke huske, at have set hende her blandt os dødelige før. Jeg drikker min øl og betragter hende i smug. Nogen har bestemt, vi skal høre Heroes med Bowie på repeat. Efter tredje gennemspilning rejser hun sig lidt usikkert, stiller sig ved siden af mig og beder bartenderen ringe efter en taxa. Hun går uden den lædertaske, der står ved hendes stol. Det ligner sådan én, advokater og forretningsfolk går rundt med. En dyr én. Jeg tømmer min øl, lægger penge på disken, snupper tasken og farer ud på gaden tidsnok til at se Eva Von Rüttersheims elegante ben forsvinde ind på bagsædet af en hyrevogn. Det støvregner.
Hun ser spørgende på mig, da jeg banker på ruden. Eva von Rüttersheim har øjne som en aprilhimmel. Da hun ser tasken, åbner hun døren og siger ”hop ind”. Jeg spørger ikke, hvor vi skal hen. Det viser sig hurtigt. Vi skal på Jernbanehotellet. Portieren sender mig et overrasket og bebrejdende blik, da han rækker Eva von Rûttersheim en værelsesnøgle. Vi tager elevatoren op, kommer forbi en dør med afspærringsbånd, og von Rûttersheim låser sig ind på værelset ved siden af.
”Jeg ville gerne være tæt på”
Hun siger ikke mere, går ud fra jeg ved, hvad hun snakker om, hvilket vel heller ikke er helt ved siden af. Derimod skænker hun os begge en velvoksen drink fra en whiskyflaske, der står på bordet, og antyder, at jeg kan tage plads i sofaen. Jeg skal til at sige noget, mit navn for eksempel, men hun lægger pegefingeren over læberne og tysser. ”Skål i stedet med enearvingen til det Rüttersheimske finansimperium”, siger hun og bryder ud i latter. Er hun hysterisk? Senere græder hun og spørger, om jeg ikke vil lægge hende i seng, og om jeg ikke vil blive. Da jeg hjælper hende af med skoene, griber hun mig hårdt i armen og spørger mig, om jeg synes, hun er et dårligt menneske. Det har jeg ikke noget fornuftigt svar på.
Da hun sover, vil jeg egentlig gå, men hendes taske er væltet, og en del dokumenter ligger spredt udover gulvet. Jeg sætter mig på sengen og samler dem sammen, da noget fanger min opmærksomhed. Blandt andet en recept på Contalgin mod stærke smerter udskrevet til en Hans Jørgen Vadmand. Det er et opioid, kan jeg læse af en indlægsseddel. Der er også udleveret nogle engangssprøjter ifølge en kvittering fra et apotek. Derudover er der en del dokumenter omhandlende Eva von Rüttersheims overtagelse af formandsposter, i noget der hedder Rüttersheim Holding, Rüttersheim A/S, Aps og flere betegnelser, jeg ikke ved hvad betyder. Eva von Rüttersheim vender sig i søvne, og en arm hvid som uskyldig sne åbenbarer sig fra sengetøjet. For enden af armen en hånd, der blødt som en dueunge lægger sig på mit lår. Har en brodermorder bløde hænder?
---------------------------------------------------------------------------------
Skal vores hovedperson gøre brug af visitkortet, han fik af Werner Tiergarden, og ringe og fortælle, hvad han har opdaget?
Skal han gå ud af døren, glemme alt og ikke komme tilbage?
Skal han blive på hotelværelset og se, hvad det udvikler sig til?