Litteraturklubben anbefaler: Helga Flatlands trilogi

Denne gang er det en triologi, der bliver anbefalet. De tre bøger er:

1. Bliv hvis du kan, rejs hvis du må Udgivet på norsk 2010/dansk 2015
2. Alle vil hjem, ingen vil tilbage 2010/2016
3. Der findes ingen helhed 2013/2016

Litteraturklubbens anbefalinger vurderes med 1-6 stjerner. Denne får 5!

*****

Nogle gange kan jeg halvgamle kone ikke forstå, at et menneske født i 1984 kan skrive med stor livsvisdom. Så ser jeg mig selv dobbelttjekke fødselsår og sidde og undrende betragte et forfatterportræt. Det var det, der skete med norske Helga Flatland.

Flatlands trilogi er skrevet rundt om en tragedie: Fra en lille norsk bygd rejser fire unge mænd til Afghanistan for at deltage i krigen; kun en af dem vender hjem i live. Det kan måske lyde som et noget tænkt og konstrueret tragisk afsæt, men det fungerer som en måde at formidle de følelsesmæssige konsekvenser for forskellige personer, der har været omkring de tre drenge: forældre, søskende, kærester, den lokale læge. Til en start var det forvirrende at holde styr på, hvem de forskellige stemmer var (jeg er også ret dårlig til at orientere mig på den måde i en bog), men det overskygges positivt af den fine psykologiske indføling, som Flatland demonstrerer.

Flatland har senere skrevet ’En moderne familie’, der også er oversat til dansk. Endnu en gang voldsomt interessant læsning: Et 70årigt par vil skilles og det har deres børn meget forskellige reaktioner på. ’Kan det overhovedet betale sig?”, som en af døtrene får spurgt…

Bøger jeg kom til at tænke på:

Lars Husum: Jeg er en hær
Michael Cunningham: Timerne

Udvalgt citat:

’Så siger hun at hun aldrig havde troet at jeg var sådan en der tog til Afghanistan for at kæmpe andres krig. Jeg har aldrig diskuteret politik med hende, siger at jeg heller ikke vil gøre det nu. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Så siger hun at det ikke handler om politik.
”Hvad handler det så om?” spørger jeg.
”Det handler jo i bund og grund kun om dig.”
”Hvordan det?”
”At du ikke ved hvad du gør.”
”Hvad fanden mener du med det?”. Jeg bliver vred, noget tændes i mig. Et velkendt raseri.
”Du tror jo tydeligvis at det er der du hører hjemme. I militæret, i krigen. Men jeg forstår mere end du tror, Tarjei, og jeg tror ikke du har gennemtænkt det her.”
”Er du blevet vanvittig?” siger jeg. Føler mig barnlig og underlig. ”Måske. Men det jeg forstår – hvis det interesserer dig – er at du har fundet et sted hvor du kan være rolig, et sted hvor du ikke føler at du behøver at stille spørgsmål ved det du gør. Ingen stiller spørgsmål ved det du gør. Du gør det du får besked på, og du er god til det. Og så bliver det et sted du kan slappe af fordi det ikke kræver noget af dig – fordi du har så let ved tingene som du har. Men det du ikke forstår er at du samtidig tænker andres tanker. Fordi du ikke er ligeså stærk psykisk som du er fysisk, i hvert fald ikke på alle områder. Alt går lige ind, og som regel er det godt – som i skolen – men af og til må man stoppe op og tænke selv, Tarjei. Er det her noget du vil fordi du mener det er rigtigt? Eller er det fordi du netop ikke behøver at tænke, du bare følger ordre så hovedet og det som ellers hænger i dit sind får ro?” siger mor’ (s. 71-2)

Litteraturklubben/ Anette