""

eKurser.nu – Gratis it-kurser med biblioteket

Af pnpe
21.02.23
eKurser.nu er folkebibliotekernes kursussted på nettet.

I dette univers finder man 170 forskellige onlinekurser. Hver enkelt kursus foregår via små trin for trin guides, supplereret med korte videoer. Der er bl.a. kurser i forskellige sociale medier, nethandel, download af elektroniske bøger fra biblioteket, introduktion til slægtsforskning og kurser i selvbetjeningsløsninger fra det offentlige.

Af kurser på eKurser.nu, kan nævnes:

  • Hvordan kommer man på app’en ’MinSundhed’?
  • Hvordan bestiller man det blå sundhedskort elektronisk?
  • Hvordan giver man læseadgang til sin e-Boks?
  • Hvordan overfører man penge til dit rejsekort?
  • Hvordan bestilles bøger på bibliotek.dk?
  • Introduktion til iPad.
  • Hvordan får man Mitid på en smartphone?
  • Hvad er mulighederne med en Google-konto?

Mange af emnerne handler bl.a. om at kunne begå sig digitalt i det offentlige Danmark, at bruge Facebook og andre sociale medier. Endvidere at kunne finde rundt på internettet og f.eks. handle hvidevarer og ferierejser; eller hente film og bøger og andet materiale ned til computerens skrivebord.

Nyeste kursus på eKurser.nu er ’Den digitale pung’, hvor man bl.a. lærer at betale med sit kreditkort via mobilen, og hvordan man lægger sit sundhedskort eller kørekort på mobiltelefonen.

eKurser.nu er for dig, der har et læringsbehov, og som har et grundlæggende kendskab til internettet. Mulighederne er mange. Der er kurser til brugere i alle aldre, niveauer og livssituationer.