""

Cire Perdue gruppen i Bispegården

Af jete
12.08.20
Lørdag den 22. august 2020 kl. 14.00 til kl. 16.00 har Kalundborg Kunstforening fernisering i Bispegården på en udstilling af værker af kunstnergruppen Cire Perdue.

Cire Perdue Gruppen blev dannet i 2007. Bag navnet står billedhuggerne Bodil Dam, Jytte Høeg og Stinne Teglhus. Cire Perdue er det franske navn for en klassisk bronzestøbningsteknik. På dansk betyder det tabt voks. Dette illustrerer meget godt at kunstneren som en del af processen fremstiller en voksmodel af skulpturen som derefter smelter væk og erstattes af bronze. Når bronzeskulpturen er afkølet, bliver den bearbejdet af kunstneren til dens endelige finish.

Alle tre kunstnere stod bag udstillingen Nordisk Bronze på Kunstcentret Silkeborg Bad(2015), hvor foruden de færdige skulpturer også et indblik i arbejdsprocessen ved Cire Perdue var i fokus. Bodil Dams beskrives som en kunstner, der arbejder med stramme former og klare strukturer. Mennesker og dyr er lavet ud fra klassiske principper. Hun iagttager sine medmennesker og omgi-velser og fortolker det sete med fin, forenklet og indlevende naturalisme.

Bodil Dam
Bodil Dam er cand.mag. i billedkunst og engelsk. Bodil Dam arbejdede i mange år som gymnasielærer parallelt med sit kunstneriske virke. Fra 1999 har hun arbejdet udelukkende som professionel kunstner. Har lært skulptur hos Valdemar Foersom Hegndal, Aarhus Universitet og bronzestøbning hos Peter Jensen, Bronzestøberiet Roskilde. Medlem af VAK (Vestsjællands Arbejdende Kunst-værksteder) fra 2003 og Dansk Billedhuggersamfund fra 2011. Hun har udstillet på mange censurerede udstillinger både i Danmark og syd for grænsen fx Johannes Larsen Museet, Dronninglund Kunstcenter, Sydslesvigs Danske Kunstforening, Kunstcenter Silkeborg Bad Skulpturbiennale København og Hollufgård, Odense.

Hun har modtaget legater fra billedhugger Gottfred Eickhoff og hustru maler Gerda Eickhoffs Fond og Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond. Af værker af Bodil Dam i det offentlige rum kan nævnes skulpturen fra 2018 Sammen klarer vi det, Esbernhus, Kalundborg.

Jytte Høeg
Jytte Høeg siger om sit kunstneriske univers: “Det er hverdagens stille magi, der er det centrale. Fantasi, kultur og natur - Tanker mellem det selvfølgelige og det overraskende. Jeg ønsker at pirre nysgerrigheden og få beskueren til at se en anderledes verden med dyr, fauna, mennesker og al det indimellem.”

Jytte Høeg er uddannet grafisk tegner hos professor Claus Acton Friis på Kunstakademiets Arkitektskole i København og har afsluttet en toårig uddannelse i maleri og skulptur på Billedskolen på Jagtvej. Hun er medlem af VAK (Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder) og Dansk Billedhugger Samfund. Hendes kunst har været vist på mange censurerede udstillinger fx Sophienholm, Gimsinghoved, Johannes Larsen Museet, Palæfløjen i Roskilde, Galleri Sankt Petri, Kunstcenter Silkeborg Bad, Dronninglund Kunstcenter og Filosofgangen, Odense.

Jytte Høeg har modtaget Dansk designcenters IG pris og modtaget legater bl.a. fra Augustinusfon-den, Grosserer L.F. Foghs Fond, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, og Oda og Hans Svenningsens Fond.

Hun har haft udsmykningsopgaver for bl. a. Shell, arkitektgruppen Wilhelm Lauritzen og NNC.

Stinne Teglhus
Stinne Teglhus udtaler: “Jeg færdes dagligt i naturen og fascineres af dens skulpturelle mangfol-dighed, samtidig med, at jeg både gennem mit eget virke som kunstner og i møder med vor kulturs utallige produkter begejstres over menneskets utrolige kreativitet. I mit projekt ”Fuglestiletter” arbejder jeg med et skulpturelt sammenstød mellem et af kvindemodens mest ikoniske og debatterede designs, stiletten og fuglenes evolutionært udviklede og specialiserede design. Menneskeskabt mode og forfinet håndværksmæssig formgivning af sko kombineres i mine ”Fuglestiletter” med fragmenter fra fugle - fødder, ben, næb, vinger.”

Stinne Teglhus er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Hun er selvlært som billedhugger og arbejder fortrinsvis i norsk granit, når hun ikke arbejder med Cire Perdue. Nordsøens fisk er et foretrukket motiv. Nok er udtrykket naturalistisk, men med en vis forenkling og munter naivisme. En kærlighedserklæring til naturens rigdom.

Hun er medlem af VAK (Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder), medlem af illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening, næstformand i Dansk Billedhuggersamfund og fra 1. juni 2020 ansat som kunstnerisk leder af Dronninglund Kunstcenter i Vendsyssel. Stinne Teglhus har modtaget legater fra bl.a. Billedhugger og professor Gottfred Eickhoff og hustru maler Gerda Eickhoffs Fond.
Stinne Teglhus har udført en række opgaver for private og institutioner over hele Danmark. En stor koncentration af hendes værker kan ses i området Hirtshals-Løkken-Hjørring. Hun har skulpturer også i Island og Schweiz. Det er ikke mindst hendes fortjeneste, at den kæmpestore SkulpturBienale 2018 blev vist i regi af Dronninglunds Kunstcenter.


Kunstnerne vil være til stede ved ferniseringen. Udstillingen åbnes af formand for Kalundborg Kunstforening Peer Lysemose. Der er fri entré til udstillingen, der er åben tirsdag til søndag kl. 11:00 til kl. 16:00 frem til sidste udstillingsdag, som er søndag den 18. oktober 2020.