""

Bispegårdsgruppen

Af jete
15.06.20
I første omgang så det ud til, at nedlukningen af Bispegården på grund af Covid-19 ville betyde en aflysning af den årligt tilbagevendende udstilling med Bispegårdsgruppen. Det ville i så fald være første gang i 37 år.

Da udstillingen med familien Warming desværre har måttet aflyses af andre grunde, er Bispegårdsgruppen yderst velvilligt trådt til med meget kort varsel og overtager nu denne udstillingsperiode i Bispegården, hvilket Kalundborg Kunstforening er meget taknemmelig for. Der er således fuld gang i forberedelserne til en meget spændende og farverig udstilling med denne vidtspændende og populære kunstnergruppe.

Bispegårdsgruppen er i 2020 blevet udvidet med hele tre nye medlemmer og består fremover af 10 faste kunstnere. Den ene nye er Pia Andersen, der egentlig startede som kunsthåndværker. Hun har senere, efter en flerårig uddannelse på Kunstakademiet i Krakow, især beskæftiget sig med forskellige discipliner inden for billedkunst. Hun har udført store opgaver både i udlandet og herhjemme bl. a. værker til Christiansborg samt Operaen i København.

Også Finn Heiberg er nu nyt fast medlem. Han maler ofte hverdagsmotiver, fx havnepladser med skibe, kraner og containere eller biler på trafikerede veje. I Finn Heibergs verden er kunsten en mulighedernes legeplads hvor, han frit kan skabe naturalistiske billeder på det nonfiguratives præmis. Finn Heiberg er desuden medlem af Corner, Kunstnersamfundet samt Vrå-udstillingen.

Charlotte Nielsen, der sidste år var en af gruppens gæsteudstillere, er nu også indtrådt som fast medlem og samtidig det yngste medlem i gruppen. Hun er lokal keramiker og har sit eget værksted og galleri i Reerslev. Hun er inspireret af gamle maskindele i forfald og hendes krukker trækker på urgamle grundformer, der ofte dækkes med en mat kobberglasur, som i rakubrænding giver rødlige toner i overfladen og minder om rustent jern.  Hun modtog Kunsthåndværkermarkedets pris Håndfuglen for bedste unika i 2017.

Bispegårdsgruppens grand old lady Grete Balle er stadig I fuld vigør med spændende værker malet på aflagte sejl samt helt nye billedsyninger. De øvrige faste medlemmer Didder Geisler, Lis Lindkvist, Anne Fabricius Møller, Jesper og Lilian Neergaard samt Helge Nielsen udstiller alle deres nyeste værker inden for maleri, tekstilkunst og skulptur.

Året gæstekunstnere er maleren Anders Kirkegaard og tekstilkunstneren Grethe Wittrock.
Anders Kirkegaard er primært landskabsmaler. Han er bl. a. inspireret af L. A. Rings billede Sommerdag ved Roskilde Fjord, hvis motiv han har malet ca. 25 fortolkninger/parafraser over.   Han har modtaget Eckersbergsmedaljen og er repræsenteret på en lang række danske museer. Han er tillige medlem af Decembristerne og Den Frie Udstilling.

Årets anden gæsteudstiller Grethe Wittrock er inspireret af fuglevinger og fjer og omdanner tunge vindblæste sejl til flygtige kunstneriske former, der leger med vinden. Hendes værker er udstillet s over hele verden, men i særdeleshed i USA. Hun har vundet adskillige internationale priser.

Så Kalundborg Kunstforening glæder sig til at åbne dørene til denne årligt tilbagevendende udstilling med Bispegårdsgruppen og deres to gæsteudstillere.

Der er fernisering lørdag den 27. juni 2020 kl. 14.00 til kl. 16.00, hvor kunstnerne vil være til stede. Desværre kan vi kun lukke 50 personer ind af gangen.  Gæsterne opfordres derfor til at komme lidt forskudt i tidsrummet 14-16. Udstillingen åbnes af Åse Due næstformand for Kultur og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune.
Der er fri entré til udstillingen, der er åben tirsdag til søndag kl. 11:00 til kl. 16.00. frem til sidste udstillingsdag, som er søndag den 16. august.