August måneds forfatter er Dorthe Nors

Af bean
01.08.17
Dorte Nors er født i Herning (1970) og uddannet cand. mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie i 1999 fra Aarhus Universitet. I 2001 debuterede hun med romanen 'Soul'. Nors er nomineret til The Man Booker International Price i 2017 for romanen 'Spejl, skulder, blink'.

Nors' roman Spejl, skulder, blink fra 2015 er nomineret til Læsernes Bogpris 2017. Stilistikken er i top i den veldrejede og humoristiske  roman, der er fyldt med herlige sproglige kontraster, som kombineret med den alvorlige tone under overfladen skaber et skarpt billede af oversætteren Sonja: En stille eksistens, som har svært ved at lære at skifte gear i en bil, lige som hun har svært ved at skifte gear i sit liv. Vores anmelder skriver i begejstrede vendinger om værket:"Dorthe Nors’ sprog er let og ligetil, og det kan mærkes, at der er tænkt over hvert et ord og sætning, hvilket gør det til en udsøgt fornøjelse at læse". Læs en analyse er værket her. Læs her en artikel, hvor Nors fortæller om oplevelsen ved nomineringen.

Minna mangler et øvelokale (2013) handler om musikeren Minna, der bor i København og står og mangler et øvelokale, så kun kan få lyd på sin musik, hvilket hun ikke kan på biblioteket, der er hendes midlertidige arbejdsplads. Samtidig går hendes kæreste Lars fra hende, og alt ser ud til at lykkes for veninderne. I et sprog, der emmer af præcision og overskud, tematiserer romanen den moderne kvinde, der forsøger at finde sin egen stemme og identitet i en hverdag, der er præget af travlhed, egoistiske bekendtskaber og en kultur, hvor der succes-sammenlignes. I 2016 udkom Det var så den vinter, der samler de to kortromaner 'Minna mangler et øvelokale' og 'Dage'.

I 2010 udkom Dage, der består af 39 småprosalyriske tekster igennem hvilke en kvinde beskriver, hvordan hun ved at tage en dag af gangen, langsomt kommer gennem et forlist kærlighedsforhold. 

Novellesamlingen Kantslag fra 2008 er en samling af fortællinger om de skårede og skæve eksistenser i en ellers velkendt hverdag. Novellerne er grumme og satiriske, men på ingen måde ondskabsfulde eller sentimentale og fremfor at vække medynk er det nysgerrigheden og humoren, der er de drivende læsefaktorer. Læs en analyse af novellesamlingen her.

Ann Lie (2005) er en bog om ensomhed og særligt ensomhed blandt unge. Ann Lie forsvinder ind i en verden af sorg og vrede, hvor kun katten Acid og Brett Anderson fra Suede har plads. Klassekammeraten Benjamin deler Ann Lies fascination for bandet og bliver langsomt en større og større del af Ann Lies lille verden og udfordrer hendes aversion mod nærhed.

 Debutromanen Soul fra 2001 handler om et møde på en aarhusiansk cafe mellem to umage unge mennesker, hvor kærligheden til trods blomstrer. Hvor romanen kunne have udviklet sig til en feel-good fortælling, så har de to hovedkarekterer så mange grimme oplevelser og minder i bagagen, at den ikke kan undgå at tematisere angst og mørke, men med en forhåbning om lys og forløsning. Mødet mellem mennesker, der hjælper hinanden gennem sorger, ensomhed og angst er et gennemgående tema hos Nors, men fortællingerne bliver aldrig håbløse, og hun finder altid plads til de små finurligheder i tilværelsen, der gør hverdagen lidt lysere.

I 2009 fik Dorthe Nors en novelle udgivet i det amerikanske Boston Review, hvilket førte til oversættelser i magasiner som Harper's Magazine, Fence, Guernica og andre steder. Det kulminerede i efteråret 2013, da The New Yorker udgav novellen 'Hejren' fra samlingen Kantslag (2008). Nors blev dermed den første dansker, der fik trykt sin tekst i bladet, hvilket medførte meget omtale i danske medier. Dorthe Nors har skrevet på Litteraturensiden om gennembrudet over there og livet ved den danske vandkant:

Dorte Nors har skrevet om sig selv på Litteratursiden:

Jeg er født i Herning i 1970. Da jeg var fire, flyttede familien på landet (Sinding-Ørre Sogn). Min mor er maler og underviser, min far tømrermester og planteproducent. Dertil har jeg to ældre brødre.
Min hjemegn var præget af Indre Mission, Grundtvigs højskoletanker, venstrevælgerforeninger og flere koloristiske små religiøse fraktioner. Jeg fandt hurtigt ud af, at der sker meget interessant og mærkværdigt i spændingsfeltet mellem det offentlige og det private, det ydre og indre i menneskers liv. Jeg begyndte at skrive digte, dramaer og historier som 11-årig.
I 1989 blev jeg student. For at svælge i bøger og få tiden til at gå, indtil min egen skrift blev moden, flyttede jeg i 1990 til Århus for at studere dansk. En kortere periode læste jeg religionsvidenskab, men valgte i 1994 at studere kunsthistorie. Mange bøger, billeder og stilretningsforsøg senere blev jeg i 1999 cand. mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie og erklærede, at nu ville jeg selv skrive bøgerne. For at lægge vægt bag ordene skrev jeg romanen Soul, som var det første manuskript, jeg sendte til forlag. Den udkom 2001 på Samlerens Forlag. 

Kilde: www.litteratursiden.dk