Baggrund for udstilling i Gørlev

På initiativ af Anne-Grete Thestrup, født og opvokset i Svallerup-Bjerre og tidligere sognepræst i Svendborg, åbner Kalundborg Biblioteker i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv i Gørlev og kunstnerens datter Ingrid Leth en mindre udstilling om maleren Eyvind Olesen (1907 – 95) på Gørlev Bibliotek i perioden 3. september - 29. oktober 2021.

Udstillingens billeder er udvalgt med henblik på af afspejle deres tilknytning til egnen. Både i form af motivvalg med minder fra landsbyer og landskab som det tog sig ud ”dengang”, men også fordi deres ejerskab viser, at Eyvind Olesens navn er kendt, og at yngre samlere har interesseret sig for disse billeder. Som Anne-Grete Thestrup udtrykker det: ”hvad hænger der af Eyvind Olesens kunst her i Vestsjælland?” 

Til dette formål har Kalundborgs biblioteker efterlyst Eyvind Olesens kunst både i Lokalpressen og landsdækkende i Politiken. Dette har afstedkommet over 100 henvendelser, hvoraf vi i denne udstilling skal se et lille udsnit af en meget produktiv maler.