Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
150 Kr
Lokalitet
Kultur- og Idrætshallerne - hal 1
J Hagemann-Petersens Alle 11
Indgang fra torvet - Indgang D
4400 Kalundborg
Arrangører
Kalundborg Bibliotek, LOF, Kalundborg Biblioteker
Target
For alle
Mest for voksne

Foredrag med Jens Andersen: Kim Larsen - de unge år

24.09.19
Et muntert og musikalsk foredrag, hvor der – med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd – er ”både til gården og til gaden”.

Mød Jens Andersen, forfatter til ”Kim Larsen – mine unge år”, der sammen med visesangeren, Kristian la Cour, vil tage publikum med ind i Larsens helt særlige univers gennem en kombination af foredrag og fællessang. Jens Andersens nye biografi er fortællingen fra sangerens egen mund, sådan som den blev fortalt hjemme ved køkkenbordet i foråret 2018, hvor de to sammen arbejdede på en erindringsbog, der skulle have rummet hele Larsens liv, men desværre sluttede alt for tidligt 30.september 2018.


Vi skal høre om en faderløs opvækst på stenbroen og om lange lykkelige ferier på Fyn hos den bibelstærke, tegneglade morfar, der satte sit præg på en velopdragen dreng, der drømte om at blive enten cykelrytter eller luftakrobat, og fra begyndelsen havde et vågent men frygteligt genert øje til det modsatte køn. I ungdommen, hvor rockmusikken holdt sit indtog, forestillede Kim sig selv som enten skuespiller eller romanforfatter, men endte som skolelærer og spillemand.


Undervejs i foredraget – gennem ord og sang – trækkes der linjer gennem Kim Larsens liv og hans mange sange. Vi skal tilbage til barndommens gader i Københavns nordvest-kvarter, på Askov Højskole, opleve den korte karriere som skolelærer og de kaotiske men kreative slumstormer-år på Christianshavn, hvor Gasolin blev til, men den unge vildmand også var fast besluttet på at gå sine egne veje i kunsten.


Et muntert og musikalsk foredrag om mennesker, litteratur, sang og kærlighed, hvor der – med Kim Larsens ord og i Kim Larsens ånd – er ”både til gården og til gaden”.

Billetpris: 150 kr. for alm. Billet / 140 kr. for biblioteksklubbens medlemmer

Arrangeret i samarbejde mellem Kalundborg Biblioteker og LOF.


Læs mere og meld dig ind i Biblioteksklubben her.


 

Tags