""

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
120 Kr
Lokalitet
Svebølle Kvik Bibliotek
Åvangen 13
4470 Svebølle
Target
For voksne
Biblioteksklubben

Foredrag. Jeanette Varberg - Museumsinspektør og arkæolog: "Viking - Ran, ild og sværd"

30.09.21
Kom helt tæt på Vikingetiden med Museumsinspektør og arkæolog, Jeannette Varberg. Med afsæt i hendes anmelderroste bog fra 2019: ’Viking – ran, ild og sværd’.

Foredraget med Jeanette Varberg giver et indblik i, hvordan Norden udviklede sig fra slutningen af jernalderen og frem til begyndelsen af middelalderen.

Var vikingerne bare en bande pirater, som fik held til at erobre store dele af Europa, eller var det del af et veltilrettelagt modangreb på de kristne riger, som forsøgte at omvende de hedenske skandinaver? I tiden efter dele af det mægtige Romerriges fald udviklede Europa nye stærke kongeriger, hvor mange kongeslægter antog den nye kristne tro. I Norden holdt folkene og kongerne dog fast i den gamle tro på Odin og den nordiske mytologi, og presset fra den kristne kejser Karl den Store mod danernes grænse i slutningen af 700-tallet satte gang i en række vikingeangreb. Det blev startskuddet til det, vi i dag populært kalder vikingetiden.

Vikingerne satte uden tvivl et afgørende mærke på verdenshistorien, og foredraget dykker ned i nogle af de mest fremtrædende slag og konger fra tiden – og også de mindre kendte. Glæd jer til et forunderligt og spændende foredrag med afsæt i Jeanette Varbergs nye bog fra 2019 “Viking – Ran, ild og sværd”, hvor hun tager os med helt tilbage til begyndelsen.

Om Jeanette Varberg: Jeanette Varberg har været museumsinspektør på Moesgaards Museum, og tiltrådte som museumsinspektør på Nationalmuseet i starten af 2018. Hun skriver desuden fast for Kristeligt Dagblad og er ofte i medierne med sine skarpe, historiske vinkler på nutidens store udfordringer som klimaændringer, konflikt og migration. Hun er en meget aktiv formidler af vores forhistorie som forfatter, debattør og foredragsholder, og er ekspert på DR’s store serie Historien om Danmark.

I samarbejde med Svebølle frivillige Biblioteksgruppe.

Vilkår:
Billetkøb refunderes ikke, med mindre biblioteket aflyser arrangementet.