Ubby Forsamlingshus 100 år

Ubby forsamlingshus har været brugt til mangt og meget, og har haft stor betydning i området gennem 100 år.

Der har været afholdt masser af glade familiefester, lige såvel som knugende og forløsende mindesamvær i forbindelse med begravelser.

Der har været politiske møder med landskendte politikere såvel som mere lokale, hvor bølgerne har gået højt. Der har været utallige landbrugsmøder, hvor diskussionerne sikkert også har bølget. Der er blevet grinet til dilettantforestillinger og der er blevet sjælet og danset kind mod kind til mange baller.

Huset var også rammen om mange gymnastik- og sportsaktiviteter og man kunne komme på visit i den store omverden, når rejsebiografen kom på besøg i forsamlingshuset, og mangen en filmklassiker er blevet udødeliggjort i sindene hos de mange tilskuere. I næsten ligelig forlængelse, dog meget senere, kom HIF's Børnefilmklub til i 1980-2009, der samlede rigtig mange børn gennem 29 år.

Mange af husets nuværende aktiviteter kan stadig genkendes i ovennævnte billede. Arrangementernes omdrejningspunkt er stadig foreningslivet, fællesskabet og frivilligheden.

Et af de nyere fællesskaber, er samarbejdet mellem Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg Biblioteker , som i fællesskab tilbyder både børne- og voksenarrangementer, og tilsammen har medvirket til at Ubby Bibliotek og Forsamlingshus sprutter af liv.